https://amsterdam.hostmaster.org/articles/interfaith_the_divine_essence/da.html
Gennem årtusinder har menneskeheden søgt at forstå sin plads i skabelsen. Fra Nilen’s bredder til Andesbjergene, fra Mekka til Athen, har utallige spirituelle og filosofiske traditioner anerkendt en dyb sandhed: inde i hvert menneske bor en guddommelig essens – en hellig gnist, der tilskynder os til medfølelse, ikke-vold og harmoni med den levende verden. Dette indre lys, uanset om det kaldes fitra, Atman, logos eller Buddha-natur, er tråden, der forener troer, filosofier og indfødt visdom. Alligevel er denne sandhed i den moderne tidsalder blevet skjult af systemer af dominans, grådighed og udbytning – systemer, der har vendt sig bort fra den guddommelige essens for at tilbede profit og magt.
I verdens levende religioner er den guddommelige gnist ikke en metafor – det er en moralsk realitet, der kræver retfærdighed, medfølelse og forvaltning.
I islam erklærer Koranen, at hvert menneske fødes på fitra (30:30) – en oprindelig natur, der er afstemt til sandhed, barmhjertighed og tilbedelse af Skaberen. Denne fitra forankrer khalifa, pligten til forvaltning: at beskytte livet, ære skabelsen og modstå korruption. Når muslimer giver zakat, vogter mod grusomhed og forsvarer de undertrykte, engagerer de sig ikke blot i velgørenhed – de handler som vogtere af den guddommelige tillid. I en verden drevet af profit og dominans bliver fitra et revolutionært princip: at modstå alle systemer, der udbytter natur, dyr eller menneskehed.
Hinduisme afslører den samme sandhed i Atman, det guddommelige selv inde i hvert væsen, uadskilleligt fra Brahman, den ultimative realitet. Hilsenen Namaste – “Jeg bøjer mig for det guddommelige i dig” – er en spirituel anerkendelse af delt guddommelighed. Ahimsa, princippet om ikke-vold, udspringer af denne forståelse: at skade et andet væsen er at skade sig selv. I en kultur, der måler værdi ved forbrug og erobring, kalder Atman os tilbage til hellig ærbødighed, til at se alle livsformer som udtryk for den samme guddommelige kilde.
Jødedom proklamerer, at menneskeheden er skabt b’tzelem Elohim – i Guds billede (1. Mosebog 1:26–27). Hvert menneskeliv besidder derfor guddommelig værdighed. Mishnah lærer: “Den, der ødelægger ét liv, ødelægger en hel verden.” Denne radikale bekræftelse af hellig værdi kræver modstand mod ethvert system – kolonialt, politisk eller økonomisk – der nedvurderer livet for profit eller magt.
Kristendom lærer, at det guddommelige lys, Logos, “oplyser enhver, der kommer til verden” (Johannes 1:9). At elske sin næste som sig selv (Matthæus 22:39) er ikke et passivt ideal – det er en moralsk befaling om at konfrontere grusomhed og uretfærdighed, hvor de end viser sig. Troens mest radikale stemmer, fra Jesus til Frans af Assisi, anerkendte dyr, floder og endda vinden som slægtninge. Alligevel sanktionerer samfund, der kalder sig kristne, ofte krig, udbytning og økologisk ødelæggelse – det stik modsatte af Kristi lære.
I buddhisme lærer doktrinen om Buddha-natur, at alle væsener har potentialet for oplysning. Medfølelse og ikke-vold er ikke bekvemmelighedsdyder – de er kosmiske nødvendighed. At skade livet er at skjule vores egen opvågnen. Bodhisattvaen, der udskyder personlig befrielse for at hjælpe alle væsener, legemliggør denne guddommelige medfølelse fuldt ud.
I wicca og hedenske traditioner skinner den guddommelige gnist gennem selve den levende jord. Rede’ens påbud – “An it harm none, do what ye will” – udtrykker en moralsk vision, hvor frihed og ansvar er uadskillelige. Hedensk ærbødighed for elementerne, månen og årstiderne bevarer en gammel økologisk visdom, som den moderne civilisation næsten har udslukket.
Men mens disse traditioner kalder menneskeheden mod harmoni, har den moderne verden – især den industrialiserede, koloniale Vest – vendt sig bort. Jagten på profit er blevet en religion af vanhelligelse. Skove slagtes, oceaner forgiftes, dyr tortureres i fabrikker, og krige føres i navnet på økonomisk eller geopolitisk gevinst. Den guddommelige essens er begravet under materialismens og imperiets idoler.
Intetsteds er dette klarere end i Gaza, hvor oliventræerne – symboler på fred og guddommelig næring – rives op, og hele samfund knuses under besættelsens maskineri. Her afslører verdens tavshed et kollektivt tab af den hellige gnist. Undertrykkelsen af det palæstinensiske folk, udført med medvirken fra vestlige magter, er ikke kun en politisk forbrydelse – det er en spirituel katastrofe, bevis på menneskehedens fremmedgørelse fra sin guddommelige natur.
Før imperiernes opkomst levede menneskehedens tidligste civilisationer i anerkendelse af det guddommelige åndedrag, der animerer alt liv. Deres myter, ritualer og sociale strukturer var vævet omkring kosmisk balance, retfærdighed og medfølelse.
I sumerisk og akkadisk tankegang blev menneskeheden formet af Enlils guddommelige åndedrag og betroet at opretholde me – de hellige love, der styrede både kosmos og samfund. At overtræde disse principper var ikke blot social uorden, men spirituel korruption.
Babylonsk kosmologi i Enuma Elish så ligeledes mennesker som partnere i at opretholde kosmisk harmoni. Deres etiske liv var sammenflettet med guddommelig orden, med vægt på omsorg for de sårbare og alignment med naturens cyklusser.
I Egypten var princippet om ma’at – sandhed, retfærdighed og balance – civilisationens hjertebank. At leve uretfærdigt var at afmontere kosmos. Faraoer blev dømt ikke efter deres magt, men efter deres bevarelse af ma’at. Nilens rytmer, tempelkunst og landbrugsritualer afspejlede alle denne moralske økologi.
Græsk religion og filosofi betragtede sjælen som guddommelig og evig, dens renhed opretholdt gennem dyd og mådehold. Romersk ærbødighed for numen, den guddommelige tilstedeværelse i alle ting, dyrkede pietas: pligt, taknemmelighed og harmoni med guderne og naturen.
Blandt nordboerne udtrykte konceptet wyrd en hellig følelse af skæbne og sammenkobling – livet som et net af moralske konsekvenser. At handle uærligt eller udbytte naturen var at opløse eksistensens tråde.
Alligevel var det ingen steder, denne bevidsthed om hellig gensidig afhængighed blev mere dybt legemliggjort end blandt indfødte folk. Algonquian forståelse af Manitou så ånd i hvert væsen – sten, flod, fugl eller vind. Maya kosmologi beskrev livet som en gave opretholdt af gensidighed. Inka ærbødighed for Pachamama (Moder Jord) producerede sofistikerede systemer af økologisk forvaltning. Shinto i Japan ærer kami, de guddommelige ånder i naturen; taoismen i Kina lærer wu-wei, ubesværet alignment med Tao.
Disse traditioner delte ikke kun ærbødighed for livet, men også en radikalt anderledes forhold til døden. Døden blev ikke frygtet – den blev forstået. For dem var døden en tilbagevenden til det hellige hele, en fortsættelse af forholdet til jorden, forfædrene og det guddommelige. At leve rigtigt var at dø fredeligt, vidende at man ikke havde forrådt livets orden.
Dette står i skarp kontrast til meget af den moderne vestlige tankegang, hvor døden frygtes, undgås, steriliseres. Hvorfor? Fordi dybt inde ved mange, at de har levet i forræderi mod det hellige. En civilisation, der ødelægger skove, torturerer dyr og fører endeløse krige, kan ikke møde døden med fred. Dens frygt er ikke rodfæstet i mystik – men i skyld. Et sted inde i, selv den mest sekulære sind, fornemmer den guddommelige regnskab. Frygten for døden er frygten for dom – ikke fra oven, men fra inden i.
Selv filosofiens rationelle traditioner, ofte adskilt fra religion, ekkoer sandheden om den guddommelige gnist. Sokrates talte om sin daimonion – en guddommelig indre stemme, der guidede ham mod retfærdighed. Platon lærte, at sjælens sande hjem er riget af evigt Godt, og at viden og dyd er handlinger af erindring. Aristoteles fandt menneskelig blomstring (eudaimonia) i den harmoniske udøvelse af fornuft, venskab og balance med naturen.
Stoicismen, med sin tro på logos – den guddommelige rationelle orden, der gennemsyrer universet – tilbød en spirituel etik af accept, dyd og medfølelse. At leve i modstrid med naturen var at leve i modstrid med fornuften selv.
Konfucianismen og oplysningens filosofi fortsatte denne linje: Konfucius gennem ren (menneskelighed) og Kant gennem den moralske lov inden i. Alligevel blev selv disse traditioner, når de blev frataget deres spirituelle ydmyghed, co-opteret af koloniale imperier for at retfærdiggøre dominans under dække af “civilisation”. Fornuft, når den adskilles fra ærbødighed, bliver et instrument for erobring.
Den moderne verdens spirituelle nedgang er ikke et mysterium – det er den logiske udgang af en civilisation, der erstattede guddommelig orden med økonomisk kalkyle. Hvor gammel lov søgte harmoni, helliger moderne lov ejerskab. Hvor indfødt ritual ærede gensidighed, håndhæver moderne handel udvinding. Resultatet er planetarisk ødelæggelse: skove ødelagt, oceaner kvalt, og milliarder af bevidste væsener slagtet for bekvemmelighed.
Imperier, der engang retfærdiggjorde deres udvidelse som en guddommelig mission, perpetuerer nu vold gennem markeder og militærer. Gaza, engang en del af verdens vugge for profeti, er nu reduceret til ruiner under nationers blik, der kalder sig kristne eller demokratiske. Den guddommelige gnist flimrer midt i droners røg og børns skrig. Vanhelligelsen af oliventræet – symbolet på fred og udholdenhed – er vanhelligelsen af det hellige selv.
Og bag det hele lurer dødens terror – en terror født ikke af det ukendte, men af det uforløste. En verden, der ødelægger skabelsen, ved, at den har syndet. Dens frygt er ikke metafysisk – den er moralsk.
Alle traditioner konvergerer på to hellige imperativer: forvaltning og medfølelse. At være forvalter er at vogte det hellige; at være medfølende er at handle som dets udsending. Disse er ikke svaghedsdyder, men det guddommeliges våben mod imperiet.
Islams khalifa, hinduismens ahimsa, jødedommens b’tzelem Elohim, kristendommens kærlighedsbefaling, buddhismens karuna (medfølelse), wicca’s Rede, den sumeriske me, den egyptiske ma’at, algonquians Manitou, taoismens qi – hver kalder os til det samme oprør mod grusomhed og grådighed.
At genindtag forvaltning er at konfrontere kræfterne, der profiterer på død. At udøve medfølelse er at nægte medvirken i systemer, der ødelægger livet. Hver handling af venlighed, hver beskyttelse af en skov, hver nægtelse af at dehumanisere er en handling af spirituel trods.
Den guddommelige gnist guider ikke blot livet – den forbereder os på døden. I verdens hellige traditioner er oplysning ikke flugt, men realisering: Jannah, moksha, Nirvana, himmel, Valhalla, Tlalocan, Summerland eller stoisk fred er ikke fjerne riger, men sjælstilstande optjent gennem ikke-vold, medfølelse og harmoni. Døden, for dem der ærer gnisten, er ikke brud – det er hjemkomst, en tilbagevenden til det hellige hele.
En palæstinensisk landmand, der genplanter sit oliventræ midt i ruiner, går denne vej. Hans kamp er fitra’s retfærdighed, Atman’s guddommelighed, teotl’s energi, Manitou’s gensidighed – et levende bodhisattva-løfte. Han frygter ikke døden; han overskrider den.
Men hvor gnisten forrådes – hvor skove brænder, dyr skriger i bure, og børn begraves under bomber – bliver døden terror. Ikke fordi den er ukendt, men fordi den er kendt. Sjælen, dybt i sin fitra, husker. Den kender regnskabet. Den kender, at olivenlunden var hellig. Den kender, at dronestrejken var blasfemi.
At stræbe efter oplysning er at leve uden frygt for døden. At frygte døden er at tilstå, at du aldrig levede overhovedet.
Den guddommelige essens – fitra, Atman, logos, teotl, kami, b’tzelem Elohim – er ikke en abstrakt idé, men sandhedens levende tilstedeværelse i alle væsener. At genindtag den er at modstå hvert imperium, hver ideologi, hvert økonomi, der nægter livets hellighed.
Indfødte folk lever stadig denne sandhed gennem enkelhed og gensidighed. Muslimer påkalder den gennem forvaltning og retfærdighed. Buddhister, hinduer, kristne, jøder og hedninger holder alle fragmenter af det samme lys. Det er lyset, der nu er begravet under Gazas ruiner, skovenes aske og tavsheden fra dem, der ved bedre, men intet gør.
Den guddommelige gnist brænder klarest i modstand: i moderen, der skjolder sit barn, i landmanden, der genplanter sin olivenlund, i demonstranten, der står foran maskinen. At genoprette verden er at huske, hvad vi blev skabt til: medfølelse, ikke-vold og harmoni. Noget mindre er blasfemi mod skabelsen.
Og når døden kommer – som den må – bør den ikke finde os bange, men klar. Klar til at møde ikke straf, men sandhed. Til at sige: Jeg ærede den guddommelige gnist. Jeg ødelagde ikke, jeg beskyttede. Jeg udnyttede ikke, jeg elskede.
Det er troens betydning. Det er vejen tilbage til Gud.